Blokhus Halvmaraton

Det skal ikke være nogen hemmelighed at efter jeg gennemførte min første halvmaraton gik alt det der motion og løberi lidt i stå. Jeg var mættet og manglede motivation – jeg trængte til bare at slippe alt kontrol. Samtidigt røg der lidt for meget alkohol indenbords i den periode. Det hele betød faktisk at der røg 5-6 kg på sidebenene indenfor en ret kort periode – 4 – 6 uger!!! Det er skræmmende hvor hurtigt det kan gå. Op til Århus Halvmaraton var jeg i mit livsform, jeg var fit og følte mig en let løber, altså så let som man nu kan føle sig når man stadig er 10 – 12 kg for tung ;o)

For at komme igang igen med at løbe tilmeldte jeg mig Blokhus halvmaraton, den dag jeg tilmeldte mig syntes jeg det var en fremragende idé. 😉
Sammen med min fysioterapeut Daniel lagde jeg en træningsplan. Jeg vil dog sommetider træne mere end hvad godt er. Så jeg krydrede lige træningsplanen med cirkeltræning om tirsdagen.
Om det var cirkeltræningen, eller det at jeg var blevet sat til at løbe langsommere på mine lange ture, der gjorde at jeg fik ondt i hoften ved jeg ikke. Men ondt det fik jeg. Jeg forsøgte at ændre lidt på mange forskellige ting, og til sidst valgt jeg at sætte tempoet en lille smule op på mine løbeture. Det var som om at det hjalp. Derudover har jeg valgt at droppe alkohol igen, det gør bare ikke noget godt for min krop!
Jeg følte mig dog stadig som en ret tung løber, jeg syntes overhovedet ikke at mit løb fungerede. Jeg følte virkelig at jeg var tung i kroppen, de der par kg der var røget på siden Århus kunne virkelig mærkes. Jeg vidste dog også at jeg kørte en helt anderledes tung træning op til denne halvmaraton end sidste. Så det skulle jo også give en mere “tung” krop.

Jeg var absolut ikke stolt af og være tilmeldt en halvmaraton igen. Men ugen inden halvmaraton fik jeg løbet én 8 km tur om søndagen hvor jeg følte mig bedre tilpas og om torsdagen endnu en 8 km hvor jeg endelig følte mig klar – det var nok et meget godt tidspunkt at begynde og føle sig klar på, eftersom det var sidste træning inden endnu en halvmaraton. Mange vil sikkert ikke råde en til at løbe en 8 km tur så tæt på et halvmaraton, for en så ny løber som jeg. Men for mig var det vigtigt at føle “Jeg kan sgu godt det her, jeg er tilbage på sporet igen”.

Søndagen nærmede sig med hastige skridt. Der blev løbende kigget på vejrudsigt. Den var ikke ret lovende, den lovede blæsevejr 10 m/s! Oh no!!!

Jeg er meget et vane menneske, derfor spiser jeg helst chili con carne dagen inden et løb. Og jeg løber altid mine løb (konkurrence) i den samme lyserøde t-shirt. De 2 ting giver mig ro og tryghed når jeg er afsted. Ja, det lyder vanvittigt mærkeligt – men sådan er det bare ;o)
Derfor var det faktisk en udfordring da min veninde, som er bosat i Tyskland, skrev om jeg ikke kom en tur til Skive lørdag aften og spiste and. Hun var nemlig hjemme på besøg hos hendes familie. Selvfølgelig ville jeg komme på besøg, men jeg skal være ærlig og sige jeg tænkte mit om and til aften inden en halvmaraton! Sorry mor Elin og Kristina, men jeg havde virkelig mine bekymringer om ikke at få chili con carne ;o) Mine bekymringer lettede dog en smule da jeg hørte man ikke kunne fremskaffe en and i Skive, og vi istedet skulle have kylling – men det var jo stadig ikke chili con carne. Nå, men jeg måtte jo prøve at komme ud af min komfortzone. Og skulle det være, så måtte det være denne gang. For jeg ville nok alligevel ikke kunne sætte ny PR dagen efter med det blæsevejr der blev lovet, og hoften kunne jo drille. Jeg tog derfor optimistisk afsted mod Skive, og havde en kanon hyggelig aften 🙂

Det blev søndag! Da jeg vågnede kunne jeg bare hører hvordan vinden ruskede udenfor og det regnede. Jeg tænkte ” Hvad har jeg dog rodet mig ud i?”
Nå, jeg måtte jo komme i sving. Tornado skulle trænes inden jeg kl. 10:30 skulle kører mod Blokhus.
Kl. 10:45 var jeg omklædt og klar til at kører mod Blokhus. Chippen var også monteret på skoen og startnummeret på bæltet – min mor havde nemlig været så flink at hente startnummer om lørdagen.

Det blæste en god vind i Blokhus. Inden vi blev sendt afsted 11:30 var nogle af maratonløberne kommet ind efter første runde. De blev ivrigt klappet videre. Samtidigt fik jeg hilst på noget familie og nogle venner og bekendte.
Nu var det tid at jeg kom ind i startboksen, nu var der ikke nogen vej udenom. Det var nu viljen skulle findes frem! Samtidigt skulle jeg huske Daniels ord “Du udgår hvis du får problemer med hoften!! Jeg ved dog at du er en pokkers til stædig kvinde. Men du udgår altså hvis du får problemer med hoften!” Det var sagt bestemt og forståeligt! Derfor krydsede jeg fingre for hoften ikke ville drille!
Eftersom det blæste en del valgte jeg også tage mine tynde løbejakke med til Blokhus, planen var egentlig at aflevere den inde i garderoben inden start. Men i sidste øjeblik valgte jeg og beholde den på, og se hvordan det gik frem mod første depot.
Startskuddet lød, jeg stod sådan midt i dyngen af deltagere. Afsted det gik. Kontrol af uret, husk ikke at løb med de andre. Find dit eget gode tempo, og luk omverden ude. Gå ind i dig selv her i starten! Jeg fandt ret hurtigt et rigtig fint tempo.

Allerede efter 2 km kom der en heftig bakke og jeg tænkte “Allerede en hård bakke, hvad venter der mig så de næste 8-10 km?” Rutens sidste ca. 10 km var rimeligt kendt terræn for mig, så der vidste jeg hvad jeg skulle ud på. Men de første 10 km var ukendt for mig!
Pyyhh, jeg kom godt over den første bakke også afsted videre. Tempoet var godt, måske lidt for godt? Men det hele kørte, hvorfor jeg valgte ikke at justere på tempoet. Efter 4 km kom det første vanddepot. Ned og gå, drik vand også videre. Dette var planen ved alle 5 vanddepoter. Det hele kørte faktisk bare. Egentlig ville jeg have afleveret mig løbejakke her. Men de steder der var vind var det koldt, og jeg nåede lidt til den konklusion at jeg sikkert ville blive ret glad for den nede på stranden.
Jeg fik hilst pænt på alle de flink hjælper undervejs, nogle kendte jeg og andre kendte jeg ikke. Der var nok enkelte af dem jeg kendte der undrede sig en del over hvad jeg dog havde begivet mig ud i. Men af sti afsted det gik udover stepperne. Omkring de 7-8 km mødte jeg en som jeg også ævlede lidt med nede i Århus undervejs ;o) Ham og hans 2 medløbere satte mig dog af efter 2 km ca. Men mit fokus var hele tiden på mit eget tempo.
Pyyhha, det gik nu egentlig meget godt det her? Men nu kommer stranden snart. Undervejs begyndte jeg og regne tider ud i hovedet. Hvordan skulle jeg løbe de næste par km for at sætte ny PR. Hvis nu jeg fortsætter ned til 16 km, på daværende tidspunkt er jeg ved 12 km ca., i min. 6:15 – 6:30 tempo, så kan jeg løbe ca. 7:30 tempo på stranden og med få sekunder sætte ny PR.
Nu nærmede vi os stranden og den dejlige vind. Lige da jeg drejede til venstre på stranden ramte jeg muren! Fuck! De her sidste 5 km bliver hårde! Det her det kommer ikke til at gå! Farvel PR! Okay, jeg skal ikke lægge mig ned uden kamp! Et skridt af gangen. Kom nu. Du ka godt Lene D.! Kæmp videre!

Aldrig om jeg har følt 4,5 km så mega lange! Det der sømærke der står i Blokhus blev jo aldrig større. Jeg følte at jeg løb og jeg løb, men jeg kom ingen vejne. Jeg var efterhånden også glad for mit valg om at beholde mine løbejakke på, for jeg tror virkelig at jeg var blevet kold på mavsen hvis jeg ikke havde den. Og bliver jeg først kold på mavsen, så løber jeg virkelig dårligt.
Med godt 1,5 km igen mødte jeg Palle. Palle var ude på maraton distancen. Jeg syntes han var sej, han syntes ikke han var videre sej! Men man er sgu sej når man løber en maraton og rammer 4,5 km på stranden med strid vestenvind 2 gange!!! Vi fik os en lille sludder for en sladder – ja, man overlever bedst nogle ting ved at få fokus væk fra vinden og bare snakke! Jeg er nok bare ret god til at snakke ;o)
Aldrig om jeg har følte mig så flyvende som da jeg drejede til venstre op mod Blokhus og skulle have de sidste 400 – 500 m! Væk fra vinden. Pludselig gik det stærkt. Lykkelig og stolt kunne jeg sprinte i mål med overskud! Glæden blev absolut ikke mindre da jeg kunne konstatere at jeg rent faktisk havde sat ny PR på distancen med 56 sek! 2:16:13 er nu det gyldne tal 🙂 🙂 Jeg var faktisk mere frisk over mål og havde det bedre efterfølgende end da jeg løb i Århus – så helt tung i bagdelen var jeg trods alt ikke blevet ;o) Og hoften brokkede sig ikke undervejs!
Jeg var på det sidste stykke løbet fra seje Palle, men han kom i mål ganske kort tid efter mig. Jeg gav ham hånden og lykønskede ham med endnu et gennemført maraton og sagde tak for hjælpen. Mener det var nummer 7 maraton han gennemførte – stærkt!!

Mine kære mor var så flink at heppe flere steder indenfor de sidste 6 – 7 km, som også var det hårdeste. TAK 🙂

Blokhus halvmaraton var et fedt løb. Men nok ikke et løb jeg vil anbefale at man debutere på halvmaraton distancen ved, især ikke hvis det blæser. Det er absolut et løb jeg godt kunne finde på og deltage ved igen, men det bliver nok med tilmelding på dagen. Jeg tror ikke jeg ønsker at udsætte mig selv for strid vestenvind og halvmaraton løb frivilligt igen. ;o) Men hvem ved, det kan være at jeg er af en anden mening til næste år 😛

Efterfølgende har jeg mandag og tirsdag haft ondt i højre knæ, ja det knæ der startede hele fysioterapeut cirkusset. Tirsdag besøgte jeg igen Daniel og kunne stolt fremvise endnu en medalje til årets samling. 🙂 Bedst som jeg egentlig troede at nu var halvmaraton cirkusset forbi, spurgte Daniel hvad mit næste mål skulle være. Kækt fik jeg sagt halvmaraton ved Fjordmaraton d. 3. september. Fint sagde Daniel, så lægger vi en plan frem mod det.
Først har jeg dog på onsdag et 10 km løb i Gandrup – der har jeg fået besked på at give den fuld smadder og Daniel ser gerne at jeg sætte ny PR på distancen :’) JAVEL CHEF! Ergo Lene D. skal rent faktisk presse sig selv til det yderste, hvilket jeg faktisk ikke er ret god til – det må helst ikke blive for hårdt ;o)
Denne uge har stået på restitution, hvilket vil sige; let cirkeltræning tirsdag, 5 km roligt løb onsdag, boksefitness torsdag, 5 km løb fredag, træningsfri lørdag og 7-8 km løb søndag. Fredagens løb er jeg dog sprunget over, kan mærke højre baglår endnu ikke helt er kommet sig over søndagens strabadser 😉 Men jeg er fast besluttet på at gennemfører den planlagte træning søndag 🙂
På torsdag skal jeg igen forbi Daniel, også skal planen frem imod d. 3/9 lægges. Pyyhha.
Dog kan jeg allerede nu sige at planen om 14 km ved Rubjerg Knude løbet er droppet, vi er bange for at mit knæ ikke vil kunne holde til det, eftersom jeg har haft lidt problemer med det efter Blokhus.

Det var hvis alt for denne gang 🙂
Keep on fighting – keep on smiling 🙂