Løbsberetning Bestseller Århus City Halvmaraton 2017

Tiden flyver afsted, og jeg har et stort hængeparti vedr. min løbsberetning fra Bestseller Århus City halvmaraton 2017 d. 11. juni. Min første halvmaraton, og aldrig om jeg i min vildeste fantasi havde jeg troet for 1,5 år siden at jeg ville stå på deltagerlisten til sådan et løb!

Optakten til løbet var mildest talt absolut ikke den bedste. Dels har jeg siden påske kæmpet med knæ skader, og derved ikke fået helt nok lange løbeture i benene. Derudover valgte jeg om mandagen inden løbet først at falde ned af en trappe, for derefter at tage til boksefitness og lave et ordentligt stræk i højre lår! Flot Lene D., virkelig flot! Men fast besluttet på at alt dette ikke skulle slå mig ud af kurs, så kæmpede jeg videre. Tirsdag fik jeg løbet en lille 4 km tur (av av i låret), onsdag tog min massør mig akut ind efter arbejde, torsdag stod den på step/boksefitness også hed det ellers totalt afslapning fredag og lørdag.

Jeg havde fundet ud af at en gammel rideveninde også skulle ned og løbe denne halvmaraton. Vi aftalte derfor at kører sammen derned. Jeg havde egentlig overvejet at tage til Århus dagen før, og finde en hotelovernatning. Men min kære nærighed ramt mig 😛

Vækkeuret ringede kl. 05:15 søndag morgen. Jeg vil dog ikke ligefrem påstå at jeg sprang ud af sengen. Regnen hamrede på vinduet – just my luck tænkte jeg! Men ud af fjerkassen det kom jeg. På med løbetøjet, ned og tage et stort glas vand, A38 med 8 mandler og endnu et stort glas vand. Så var søndagen ligesom kickstartet 😉 Ud og traske en lille tur med Valdemar og kl. 06:05 var jeg klar til at sætte kursen mod motorvejsafkørselen ved TH Sauers vej, hvor Ditte skulle samles op.

Omkring kl. 8:15 landede vi i Århus. Vi valgte at parkere ved Ceres Arena og derfra tage en af de gratis shuttlebusser der kørte ind til byen – virkelig god service.

Da vi stod af bussen inde i byen skulle vi gå et lille stykke for at komme til Expo. Denne strækning var også hvad jeg vil betegne som “opløbsstrækningen”. Her mødte vi mange andre løbere som var på vej mod Expoen, enkelte havde deltaget før, så vi fik lidt gode råd omkring ruten. Bl.a. at der kom en god bakke efter godt 3,5 km, men at det nok var den værste bakke.

Vel fremme ved Expoen var det nu tid at hente startnummer. Da der var rigtig mange som skulle hente startnummer inden kl. 9, gav det en del kø. Men her skal der lyde en stor ros til arrangørerne, for det kan godt være køen var lang men det gik tjept. Man kan bare undres over ældre folks kø kultur sommetider!
Da jeg fik udleveret mit startnummer kunne jeg godt mærke at der begyndte at komme en lille smule kriller i maven og en hulens masse tanker i hovedet. Ville låret brokke sig, holder knæene, har jeg fået indtaget nok med væske, kan jeg nu virkelig gennemføre, får jeg det hele til at klappe…..?

Jeg havde startnummer 11095, og jeg syntes faktisk det var meget fedt at få udleveret et startnummer med det danske flag og MIT navn på! Ja, kald mig bare tosset, men jeg syntes altså det var cool ;=)
Der var efterhånden ikke længe til start. Man går i en mærkelig form for bobble lige inden start, der skal tisses af, tankerne skal samles, stemningen skal opleves og meget meget mere. Omkring kl. 9:30 begyndte vi at begive os imod startboksen. Min målsætning var at løbe på 2 timer og 27 min. Men jeg valgte at stille mig ved 2:10 fartholderne, for jeg vidste at skulle jeg nå min målsætning så var jeg nød til at have noget tid at give af når jeg kom ud til de 15 km. Derudover vidste jeg også at min løberytme de første 10 km ville passe bedst i denne startgruppe.
Der blev efterhånden fyldt godt op inde i startboksen og der var varmt. Godt jeg ikke lider af klaustrofobi ! Opvarmning var der ikke for meget plads til – det har jeg så lært til næste gang. Stemningen var speciel, en form for nervøsitet og glæde.

Kl. 10:00 lød startskuddet for de hurtige løbere. Vi andre langsommere løbere måtte pænt vente ;o) Ventetiden blev brugt på at følge de hurtige på storskærmen. Omkring kl. 10:15 var det tid til at jeg kunne blive lukket ud af startboksen. Det var nu de sidste måneders træning skulle testes.

Huhej hvor det gik. Det første stykke vej løb jeg meget og kiggede på mit ur. Rolig Lene D. ikke giv for meget gas i starten! Ret hurtigt fandt jeg ind i en god rytme, en rytme hvor vejrtrækningen ikke blev alt for overanstrengt men hvor jeg samtidigt havde et fint tempo. Efter 1-2 kilometer sagde jeg farvel til Ditte og ønskede hende en rigtig god tur, hvorefter jeg ret flabet løb fra hende 😛
Efter godt 3,5 km ramte vi bakken ved Den Gamle By, bakken som jeg havde hørt var rigtig hård. Men de små ben overraskede igen igen, de jullede bare afsted. Jeg løb hele tiden og tænkte; hvornår kommer det der rigtig hårde stykke egentlig? Jeg overhalede et par stykker på min vej op – totalt selvtillids boost! Pludselige gik det ned ad igen og jeg tænkte var det bare det bette bump på vejen som var den hårde bakke? Og ja, det var det. Jeg ved ikke om den føltes vældig let fordi jeg nok i mit hoved havde gjort den til mere end hvad den egentlig var?

Men videre det gik. Huhej hvor det spillede. Overskuddet var endnu stort. Der blev sendt snaps til vennerne på snappen – hallo for et overskud 😛

Stemningen var fantastisk undervejs. Sikke en opbakning Århus kunne levere.
BANG sagde det, på ét skridt nærmest ramte jeg muren, som i virkelig ramte muren. Det kom som et lyn fra en klar himmel. På dette tidspunkt befinder jeg mig lige omkring de 10 km. Jeg fik hvad jeg vil betegne som et kæmpe sidestik, eller også fucked mine mavemuskler helt op. Jeg forsøgte at gå lidt, så løbe lidt – men jeg kunne ikke. Smerterne var for store. Skulle jeg virkelig opgive det hele efter kun 10 km?? Jeg stoppede helt op, strak mig ud. Intet hjalp. Lige i dette øjeblik var jeg mentalt i kulkælderen! Skulle det virkelig være mine mavemuskler, eller hvad pokker det nu var, som skulle sætte mig ud af spillet og ikke mine knæ? Jeg vidste at der snart ville være et vanddepot, jeg måtte kæmpe mig derover i det mindste. Ved vanddepotet kunne man få en af de hersens Gel, jeg har hørt det ikke er godt at tage hvis man ikke er vant til det. Men jeg var desperat! Så ned med sådan en, fy for pokker de smager virkelig ringe, også blev der sendt en kop vand ned lige efter. Om det er Gel eller vand der hjalp skal jeg lade være usagt, men det hjalp og jeg var klar igen.
Nu kom næste udfordring, at få gang i benene igen. Absolut ikke den letteste sag. Pludselig opdagede Ditte mig, et sted hvor vi havde lavet en sløjfe, hendes HEJ LENE gav mig et mentalt boost. Jeg var fast besluttet på at jeg skulle igennem!

Efter ca. 13,5 km hørte jeg pludselig en råbe “GO LENE DODENSIG”, jeg kigger mig lettere forvirret omkring. Hvem stod der? Det gjorde en gammel veninde Julie 🙂 Ud til hegnet og give Julie en krammer. Igen blev jeg lige tanket med  lidt god energi til hovedet 😀 Utroligt hvad et heppekor kan gøre 😉
Jeg kunne efterhånden godt mærke at jeg manglede nogle trænings kilometer i benene. Men stædigheden sejre sommetider. Og spørg mig ikke hvor henne i Århus jeg løb, for jeg mistede overblikket over hvor jeg var sommetider 😛

Da jeg nåede ud omkring Ceres Arena, 16,5 km ca., var jeg træt. Benene var ved at være godt brugte. Folk var begyndt at falde om ude i vejkanten. Pyhhaa Lene, kun 5 km tilbage, nu skal der graves dybt efter de sidste ressourcer og den sidste vilje. De sidste 3-4 km blev derfor en kombination af gang og løb. Det var hårdt, men jeg trøstede mig med at jeg ikke var den eneste der på dette tidspunkt var godt træt.
Da jeg ramte de 21 km og kunne se målstregen var der igen en der råbte. Igen var det skønne Julie som heppede som en gal – TAK! Det gav bare lige den sidste power! Jeg skar målstregen efter 2 timer 17 min og 8 sekunder! Jeg klarede det, jeg klarede det endda næsten 10 min hurtigere end planlagt! Det var lige før jeg kunne fælde en bette tårer der! Jeg var og er stadig pisse stolt af mig selv. Men vilje og stædighed har jeg gennemført en halvmaraton! Jeg har haft de sejeste hjælpere undervejs i dette træning forløb – uden jer havde jeg ikke klaret det.

Da jeg endelig havde samlet tankerne og drukket noget vand var det nu tid til at ringe hjem til de gamle derhjemme.. Jeres datter har dæleme dytme gennemført en halvmaraton!

Det efterhånden tid til at finde Ditte i den store menneskemængde, hun havde slået sig ned på græsset sammen med 2 veninder. Efterfølgende traskede vi imod byen for at finde noget mad, inden turen gik nord på igen.

Jeg landede hjemme kl. 17:05 også  var det hurtigt i bad, inden kursen blev sat mod gården. Kl. 18:05 var jeg klar til at kører fra gården sammen med Tornado med kurs mod travbanen. Man skulle jo nødigt kede sig sådan en søndag 😉

Der skal lyde en stor ros til arrangørerne af dette løb. Jeg følte mig tryg ude på ruten. Der var et super service og informations niveau før, under og efter løbet. Jeg kan kun anbefale at man prøver dette løb hvis man gerne vil løbe en halvmaraton 🙂

I mandags var det endelig tid til stolt at fortælle min fysioterapeut Daniel om resultatet af vores fælles projekt de sidste 7-8 uger.  Jeg har valgt at fortsætte samarbejdet med Daniel lidt endnu. Derfor har jeg nu fået til opgave at finde ud af hvilke løb jeg mere vil løbe i år, og derudfra vil vi sætte nogle målsætninger op og lave en plan for at nå målsætningen. Nogle mener jeg skal forsøge at træne op til maraton i 2018 eller 2019, jeg er ikke helt overbevist om det endnu 😉 Tror ikke min krop kan holde til det.
Den næste halvmaraton bliver muligvis på Læsø til oktober, hvis jeg kan lokke Daniel med på den idé 😛

Dette var en lidt længere beretning 😉 Jeg lever stadig højt på at jeg gennemførte 😉 Benene var gode dagen efter løbet, og jeg var endda ude på en lille let 6 km tur om onsdagen. Dog har jeg nydt livet lige vel rigeligt siden 😛 Men nu er jeg igang med træningen igen – ja da lige for en kort stund inden jeg snart tager et par dage på ferie 🙂

Keep om fighting 🙂